Der er ikke nogen grund til at skjule, at klimajournalistik er blevet noget af det vanskeligste at have med at gøre, hvis man gerne vil anlægge en seriøs og afbalanceret journalistisk linje. Klimaet er fra at være et videnskabeligt område med den slags meningsbrydning mellem forskere, som er en absolut en nødvendighed, blevet til en benhård politisk og ideologisk kampplads.

Et sted hvor de gode kæmper mod de onde. Hvor dem med skyldfølelse kæmper mod de uansvarlige. Hvor de fattige kæmper mod de rige om retten til at få en større andel af ressourcerne og en bedre levestandard. Hvor dem, der ikke tror, vi kan gøre noget ved vandstand og hedebølger på jorden, kæmper mod dem, der ikke tør lade være med at prøve. Hvor klimapolitik også er et spørgsmål om sikkerhedspolitik og energipolitisk uafhængighed samt milliarder af eksportkroner på spil til udvikling af nye klimavenlige teknologier.

Med Danmark som centrum for alverdens opmærksomhed i de næste 14 dage, bliver udfordringerne i klimajournalistikken her lokalt blandet op med yderligere ingredienser. Den nationale selvfølelse og prestige, der selvfølgelig ligger i, om der bliver en efterfølger for den 12 år gamle Kyoto-aftale – opkaldt efter den japanske by, som husede FN’s klimatopmøde i december 1997. En Københavns-aftale, der går over i den globale historieskrivning, vil sætte Danmark på landkortet i den internationale bevidsthed. Vi kigger som danske medier naturligvis på den danske ledelse af konferencen med særligt store forventninger.

De seneste uger har givet en meget interessant diskussion om balance og ubalance i klimajournalistikken. Er medierne blevet en del af det globale klimaheppekor, som har grebet politikerne, fordi dommedagsscenarierne bare er for skræmmende, eller er vi nøgterne og afbalancerede i dækningen?

Hvis over 2000 anerkendte forskere hele verden i FN’s store klimapanel er nået frem til den konklusion, at den globale opvarmning i overvejende grad er menneskeskabt, og at vi kan gøre noget aktivt ved klimaforandringerne, ved at nedbringe vores CO2-udslip markant i de kommende år, skal så det betydeligt færre antal klimaskeptikere eller såkaldte klimafornægtere have præcis samme plads til deres synspunkter?

Skal klimaproblemet udløse en global økonomisk omfordeling af gigantiske dimensioner, når vi de næste 30 år siger goddag til en befolkningstilvækst på to milliarder mennesker, som også gerne vil leve det gode liv, som vi kender det?

Når 2 ud af 3 danskere ifølge en helt ny undersøgelse mener, det kan være nødvendigt at sænke levestandarden for at redde jorden, så er skræmmebudskabet i hvert fald gået klart ind. Det budskab har medierne medansvar for. Forskernes dommedagshistorier er skræmmende, og vi vil have politikerne til at fikse problemet. Professor John Gray fra London School of Economics kaldte her i avisen i går klimatopmødet for en slags politik på lykkepiller, der får folk til at føle, at vi kan kontrollere udviklingen, hvad vi ikke kan.

I Berlingske Tidende bliver klimadebatten ikke til religion og heppekor. Selv om hele det politiske set up på klimatopmødet jagter resultater og mål, så vil vi fortsat give plads til kritiske synspunkter. Vi skal ikke i medierne gøre os selv til klima-missionærer. Vi skal fremlægge forskningen og synspunkterne på den og forbeholde os retten til at udfordre alle med kritiske spørgsmål.