Politikens pinlige forlig

Dagbladet Politikens og dets chefredaktør, Tøger Seidenfaden, har et ganske særpræget og alternativt forhold til ytringsfrihed. Hos Politiken er ytringsfriheden nu åbenbart til forhandling, og skulle avisen komme til at såre eller krænke nogen i en satiretegning eller en kritisk artikel, så må de nu i fremtiden kunne forvente en undskyldning på forsiden, hvis de bare er magtfulde og mange nok. 

Den ene dag går chefredaktøren helt op på toppen af barrikaderne på vegne af ytringsfriheden og kaster sig ud i at optrykke en hel bog i avisen, som forsvaret desperat forsøger at få nedlagt fogedforbud imod. Der var slet ikke tid til at vente på, at fogedretten tog stilling til, om der kunne være en risiko for udsendte danske soldaters liv forbundet med publiceringen af bogen. Ytringsfrihed frem for alt.

Nu er avisen og chefredaktøren unægtelig krøbet ned fra barrikaderne og har – efter trusler om en retssag fra en betydningsfuld arabisk advokat repræsenterende efter eget udsagn 94.923 efterkommere af profeten Muhammed – valgt at undskylde og beklage den helt legitime og helt naturlige redaktionelle beslutning, som Politiken og flere andre danske medier tog i august 2009. Det drejede sig om beslutningen om at genoptrykke tegneren Kurt Westergaards berømte tegning af en mand med turban og en bombe på toppen, som blev vist i forbindelse med nyhedsdækningen af afsløringerne af de første dødstrusler mod tegneren.

Jeg og ti andre danske avisredaktører er af denne advokat Faisal A.Z. Yamani blevet stillet overfor tre krav. For Berlingske Tidendes vedkommende handlede det om:

1) Fjernelse af Kurt Westergaards tegning fra Berlingske Tidendes internet-sider.

2) Indrykning af en forsidehenvisning samt en uforbeholden undskyldning på dansk, engelsk, fransk og arabisk på en af de første tre sider i avisen for at have genoptrykt Kurt Westergaards tegning i august 2009. Ydermere et krav om en tilsvarende undskyldning offentliggjort som tophistorie på Berlingske.dk og tilgængelig i 30 dage for offentligheden på websiden.

3) Afkrævning af et løfte om aldrig mere at trykke tegningen igen.

Hvad var det så Faisal A.Z. Yamani mente, at vi skulle trykke og bringe på websiden. Vi skulle “betingelsesløst undskylde den fornærmende, ondsindede og injurierende” tegning fra Kurt Westergaards hånd. Vi skulle “beklage og fortryde” beslutningen om at bringe tegningen, og “bekræfte at vi ikke efterfølgende kunne finde på at bringe “injurierende tegninger eller andet materiale om profeten Muhammed”.

Indtil Politiken nu har indgået sit forlig med den arabiske advokat, så havde vi faktisk blandt de danske chefredaktører den klare fælles holdning, at danske aviser ikke skal redigeres efter andet end dansk lovgivning, og at vi er en del af den danske pressefrihedstradition, som heldigvis rummer en adgang til både i ord og tegning at tænke og tale frit, også selv om det frie ord eller den frie streg i særlige tilfælde kan vække anstød eller gå tæt på religiøse følelser.

Selvfølgelig er dialog og respekt for andres følelser også en del af en chefredaktørs ansvar, når ytringsfriheden skal forvaltes på en ordentlig måde. Jeg havde gerne mødt nogen af de mange efterkommere af Muhammed for at diskutere tegningen og dens betydning med dem. For at understrege, at er tegningen blevet et symbol på vestens mangel på forståelse og respekt for Islam, så er den til gengæld i vores del af verden blevet symbolet på forsvaret for ytringsfriheden.

Det hænder da, at jeg modtager breve fra folk, som er blevet såret over en satiretegning i avisen eller noget andet, vi har bragt. Så må der jo diskuteres og udveksles synspunkter i god gensidig respekt. Sagen er bare, at du ikke starter nogen langvarig og positiv dialog med en henvendelse fra en advokat og en temmelig konkret trussel om en retssag, hvis du ikke makker ret.

Jeg har før sagt, at Dagbladet Politiken efterhånden har en række stjernesager, hvor avisen opgiver at varetage den uafhængige journalistiks fornemste rolle og i stedet forfalder til bedre at kunne sammenlignes med et politisk parti.

Det er pinligt, trist og beskæmmende, at Politiken nu i kampen for konstant ny opmærksomhed og spotlight denne gang smider ytringsfriheden overbord og indskiber sig i en redaktionel håndfæstning med en dygtig arabisk advokat, der desværre trods vestlig uddannelse ikke har forstået de værdier og den tradition, som medierne arbejder efter her hos os.