En vaskeægte kioskbasker

Af Lisbeth Knudsen 6

På tabloid-sproget hedder et rigtigt brag af en historie en »kioskbasker«. Sådan en der får løssalget på feberkurs, fordi publikum bare må hen og hente avisen den dag. Hvad der udspiller sig af dramaer omkring den britiske presse i disse måneder overgår selv de vildeste fantasier, når det gælder kioskbaskere.

Sidste sommer lukkede verdens største avis-udgiver, Rupert Murdoch, Storbritanniens største søndagsavis fra den ene dag til den anden efter en omfattende skandale om telefonaflytninger og et alt for tæt samarbejde med både højtstående politikere og politifolk. En pinlig sag for Murdoch og hans verdensomspændende medieforetagende, News Corporation. En sag der foreløbig er endt i en større undersøgelseskommission og i, hvad der antagelig bliver et helt nyt etisk regelsæt for den britiske presse og en ny medielovgivning.

For at redde firmaets anseelse etablerede Murdoch efter skandalen en uafhængig komité til at gennemgå tvivlsomme dokumenter og e-mails og samarbejde med politiet om at klarlægge hele sagen. I sidste weekend sprang så første bombe.

Politiet anholdt otte personer mistænkt for korruption og embedsmisbrug, som intet havde at gøre med den oprindelige telefonaflytnings-sag. Fem af dem var journalister fra Murdoch-avisen The Sun anklaget for bestikkelse af offentligt ansatte for at få hemmelige oplysninger, og grundlaget for politiets anholdelser kom fra Murdochs egen komité.

Sagen udløste et ramaskrig blandt journalisternes forbund og aviskommentatorer, der beklagede udleveringen af kildefortrolige oplysninger til politiet. The Daily Mail beskyldte Scotland Yard for at handle som Gestapo eller Stasi. The Suns redaktør mente, at hans kolleger blev behandlet som medlemmer af en gangsterring. Guardians mediekommentator, Roy Greenslade, mente, at Suns journalister var uskyldige ofre for en syg virksomhedskultur.

Murdoch selv måtte haste til London for at fortælle The Sun journalisterne, at avisen ikke ville blive lukket men fortsat skulle spille en vigtig rolle i hans avis-imperium, og at han i øvrigt planlagde at starte en ny søndagsudgave af The Sun meget snart, som afløser for den lukkede The News of The World. »Vi følger loven. Illegale aktiviteter kan ganske enkelt ikke tolereres. Vi vil overgive hvert eneste bevis på uregelmæssigheder, vi finder, til politiet.«, skrev Murdoch i en e-mail til medarbejderne.

Samtidig lovede han juridisk hjælp til de anholdte journalister og mulighed for at vende tilbage til avisen, hvis de frikendes. Murdoch kæmper for sit imperium, mens hans journalistiske metoder kulegraves både i USA og i Storbritannien, hans aktionærer er urolige og hans arvefølgeplaner er faldet sammen.

Den britiske journalistik er også i den grad udfordret. Aldrig nogen sinde i nyere tid i et demokratisk land med en respekteret kvalitetsjournalistik har vi set en sådan nedsmeltning af troværdighed, en sådan krise for journalistikken og en sådan skandale omkring forholdet mellem medier, politi, offentligt ansatte og politikere. Det kalder på opmærksomhed og bekymring.

Murdochs journalister er ikke uskyldige ofre. Som alle andre journalister og redaktører med personlig integritet har de været i besiddelse af muligheden for at sige fra og finde sig et andet sted at arbejde.

6 kommentarer RSS

  1. Af m christensen

    -

    Ikke meget KIOSKBASKER i dette indlæg ;-)

  2. Af Mogens Rasmussen

    -

    Der er vel ingen forskel på den manglende kvalitet i journalistik i England og Danmark. Det er utroligt når man i dag ser hvilken kritik man har af den nye regering må man spørge om samtlige journalister var på ferie under valgkampen. Man skal ikke have læst til journalist for at vide at hvis pressen havde undersøgt de rødes politik ordentligt under valgkampen ville de ikke i dag have magten.

  3. Af J petersen

    -

    Jeg tror squ lige Lisbeth Knudsen, du ramte kernen i danskernes forhold til nyhedsformidling. I bund og grund har alle ældre som unge en stærk trang til at lade sig nyhedsformidle. Vi elsker at blive informeret gennem forskellige kanaler, telefoni, fjernsyn, presse, aps og hvad det hedder nu om dage.
    Men hvorfor gå på kompromis med saglighed óg lødighed. Det er jo netop jer i den skrevne presse, der skal forhindre en nærmest dvaletilstand med “big brother”, “unge mødre”, “Paradise Hotel” you name it.
    I disse afgiftstider betaler jeg mere end 13.000-14.000 kr. årligt for at abonnere på 3 aviser og det indtil videre med glæde. Indholdet af de medier bliver efterhånden udhulet, og glæden ved at læse videre bliver forringet.
    Hvis i ikke kommer nærmere en definition på begrebet kvalitet, graver i jeres egen grav. I mister nok ikke de ældre læsere, men de unge tabloideksponerede gider bare ikke!

  4. Af Jon de Linde

    -

    Jeg har ikke den store medlidenhed med den engelske journalist stand. Heller ikke for den danske for den sags skyld. Journalismen er trådt i baggrunden for linselusene. Man går tilsyneladende mere efter selvpromotion og “kioskbaskere” end den “gode historie” med “orden i empirien, sproget og kilderne”.

    De engelske journalister har begået lovbrud for at sælge aviser. De har handlet umoralsk uetisk og deres opførsel er ikke på nogen måde acceptabel. Når man benyter sig af Hacking og telefonaflytninger som et pseudo efterretningsvæsen der går efter den laveste fællesnævner er man ikke længere journalist. Man er tabloidskribent.

    Selvfølgelig har vi, kunderne, også et ansvar. Det er jo os der efterspørger historierne og her må jeg indrømme at jeg er ved at være voldsomt træt af at skulle se folkevalgte i “vild med dans” eller at se denne eller hin folkevalgte stå til ansvar for personligt rod i økonomi eller kæresteforhold. Nogen af vores og verdens bedste og mest ikoniske folkevalgte var deciderede katastrofer i det private. Det rager mig, bare vedkommende er god til det han/hun er blevet valgt til. Det andet tilhører privatlives fred. Mit privatliv. Jeg ønsker ikke at få stukket noget i næsen af en eller anden selvretfærdig skribent der næppe selv kunne tåle et grundigt eftersyn i privaten. Jeg ønsker ikke et samfund som det amerikanske hvor det kun er levebrødspolitikere med pletfrie baggrunde der kan gøre sig noget håb om embede. Eller i det mindste mennesker der er gode til at skjule deres eget skidt.

    Britisk journalistik kommer til at tage et ordentligt favntag med sit eget rygte. Så vidt vides er “journalist” under “advokat” og “brugtvognsforhandler” i tillid lige nu. Hvis murdoch bare hiver de samme journalister ind i en ny avis og fortsætter hvor han slap eller bare tilnærmelsesvis hvor han slap, vil journalist standen i Storbritanien ikke rejse sig lige forløbig. Og det smitter jo af. Nogen herhjemme går jo også og undrer sig over om noget ligenende kunne eller har foregået herhjemme.

    Tør du købe en bil af din journalist?

  5. Af Torben Knudsen

    -

    En meget interessant historie, men fokus er for meget på journalisterne og for lidt på den ledelse og ejerkreds, der fører til den syge kultur for journalistik.
    De samme spørgsmål kan man stille til de danske medier, med fokus på personer og ikke så meget substans og kioskbaskere fra bagsiden af livet konstant.Salgstal og overskud/overlevelse, men det britiske niveau er vel knap nået endnu.

  6. Af Arne Rud

    -

    Der har været 4.800 fagblade uden medlemsdebat her til lands.

Kommentarer er lukket.