Uvejrs korrespondenter

Orkanen Sandy har været her og der og alle vegne et par dage i nyhedsudsendelserne på TV og er blæst over igen. TV-dækningen af Sandy må man sige har været en superstjerne værdig. Omend mediernes massive dækning af netop Sandys hærgen nok ikke var helt uden sammenhæng med, at hele fronttroppen af danske TV-korrespondenter var til stede i New York p.g.a. det amerikanske valg, da Sandy tilfældigvis kiggede forbi.

Orkanen fik nemlig ikke på bare nogenlunde vis samme dækning, da den nogle dage før hærgede Caribien og dræbte 67 mennesker, lagde skrøbelige byområder i ruiner og ødelagde landbrugsjord og afgrøde. Og overproportioneringen af Sandy i medierne bliver helt absurd, når man sammenligner med naturens rasen ind i mellem i Asien, Afrika eller Sydamerika. Men her er ikke lige en flok danske journalister på udetur.

I den forløbne uge har vi på TV-stationerne i nyhedsudsendelse efter nyhedsudsendelse set TV-korrespondenterne kørt i stilling til at rapportere om Sandy. Rasmus Tantholdt var fløjet ind fra krigsområderne i Afghanistan, Libyen og Syrien til USAs østkyst nu som reporter i strid modvind. Vi ved godt, at TV2s Ulla Terkelsen boede på 52. etage på det sydlige Manhatten plaget af strømsvigt og kun periodisk elevator men ingen lys og koldt bad. Vi har set andre af værterne iført vindblæste mikrofoner stå på gadehjørner i øde bydele for at sige det begavede, at her er ingen mennesker, fordi alle er blevet evakueret – altså lige bortset fra reporteren.

Vi har fulgt med, når korrespondenterne stod tæt ved det farlige vand og kunne fortælle om vandstanden og omfanget af oversvømmelserne, hamstringen af drikkevand og batterier og udbruddet af folkeligt sammenhold i anledning af krisesituationen.

Er det nu ikke helt almindelig god nyhedsjournalistik? Jo, helt sikkert. I naturlige nedbørsmængder. Men hvorfor skal vi oversvømmes af Sandy selv om den handler om New York og østkysten af USA? Væk var lige Syrien, den økonomiske krise og meget andet i de dage, indtil alt igen kunne bliver normalt og den amerikanske valgkamp atter ruller.

Hvorfor er det nu, at danskerne er så vilde med vejret og vejrfænomener, for det er de. Det ved TV-stationerne, som betragter vejr-udsigten i nyhedsudsendelserne som et vigtigt toppunkt, hvor seerinteressen næsten ligger højere end på selve nyhedsudsendelsens start, og nyhedskanalerne overdoserer vejrudsigter i en uendelighed særligt i morgentimerne, når vi skal finde ud af, hvad tøj vi skal have på til dagen.

Avisernes vejrsider er noget af det, man ikke skal røre ved som chefredaktør. Så bliver læserne ganske vrede – og jeg taler af erfaring. DMIs vejrside er blandt de mest anvendte på nettet, og vi kan ganske enkelt ikke få nok af det. Vejrbøger sælger som varmt brød. Vi elsker at tale om vejret til ethvert middagsselskab.

Men fascinationen af vejret får nogle gange journalistikken til at gå amok og dækningen til at blive til gigantiske dramaer. Ødelæggelserne efter Sandy er helt utvivlsomt enorme både i Caribien og USA, og der er masser af spørgsmål til vejrforandringer af mere langsigtet karakter, som kan stilles. Men fordi Sandy går i land og den amerikanske valgkamp går i stå en dag eller to, så behøver vi ikke at gå i vejrpanik.