Masho-historie var kynisk tv-spekulation i følelser

Af Lisbeth Knudsen 31

Ikke mange i Danmark har undgået at lære navnet Masho at kende i den forløbne uge, hvis man har åbnet for et eller flere medier. Den nu ni-årige etiopiske pige, adopteret af danske forældre og nu anbragt på et børnehjem efter et på alle måder totalt mislykket forløb, må gribe fat om følelserne hos alle. Fordelene ved en enkeltsag som denne stærke fortælling om Masho er, at alle kan forholde sig til den. Det er ofte set i politik, at det er enkeltsager, der får politikerne i sving med at gøre noget ved et forsømt område, eller som skærper opmærksomheden om et tilsyn eller nogle opgaver, der ikke bliver løftet ordentligt.

Men enkeltsagerne har også en pris. Den pris, at de forvrider perspektivet og ikke giver et korrekt billede af den generelle tilstand på i dette tilfælde adoptionsområdet. Den pris at andre forældre med adoptivbørn kan blive urolige for, om deres adopterede barn nu er kommet til dem på de rigtige præmisser og ikke som et resultat af en menneskehandel. Den pris at de adopterede børn, som trives og har det rigtigt godt her med deres nye liv, kan blive konfronteret i skolen og andre steder med samme spørgsmål og frygt for, om de nu kunne blive sendt hjem til deres biologiske forældre.

Mediedækningen af Masho-sagen startede med den brutale, offentlige gabestok på de sociale medier i særdeleshed i forhold til et adoptivforældrepar, der helt åbenlyst ikke magtede at få lille Masho til at knytte kontakt og falde til i sit nye miljø. Hvis de havde ønsket at skjule deres afmagt for omverdenen, så havde de næppe inviteret en tv-instruktør inden for i deres hjem i månedsvis. Tankevækkende at Facebook er blevet nutidens folkedomstol med så grovkornet en tone, at de angrebne i en Facebook storm må have politibeskyttelse.

Det billede er først senere i de professionelle medier blevet nuanceret af folk, der har arbejdet med udsatte børn, som har kritiseret hele den måde adoptionen er foregået på i Etiopien og den manglende hjælp til forældrene, da de kom hjem med Masho og hendes lillebror Roba. Yderligere oplysninger er kommet til om at Masho muligvis var ældre end de fire år, som adoptivforældrene havde fået oplyst, hvad der også giver en forklaring på den svære omstilling.

Nu bliver konsekvensen af Masho-sagen politisk en øget opmærksomhed på den hurtige hjælp til adoptivforældre med særlige udfordringer, og det er jo rigtigt fint og sikkert nødvendigt. Etiopien er i dag klart det mest anvendte adoptionsland for danske familier, der søger udenlandske børn. Den adoption vi så i filmen  lignede mere menneskehandel end adoption, og Mashos biologiske forældre solgte deres to børn mod nogle penge og løfter om,  at de ville få et godt liv. Man må undre sig over, at Ekstra Bladet lægger helt ukritiske spalter til rådighed, når den biologiske far til Masho, nu anklager det danske velfærdssystem og adoptivforældrene for svigt taget i betragtning hans og moderens totale svigt overfor Masho og hendes lillebror.

Antallet af adoptioner i Danmark af børn født i udlandet ligger på omkring 500 årligt. Danmark har sammen med 89 andre lande tilsluttet sig Haag-konventionen om, hvordan adoption skal foregå, men kontrollen med adoptionsindustrien og dens etik mangler, siger eksperterne.

Kan vi bruge en enkeltsag som Mashos til noget andet end begræde en adoptionssag, der gik galt? Ja til det bredere perspektiv på kontrol med adoptionsindustrien og på bedre hjælp til adoptivforældrene. Hvis der mangler international kontrol med de godt 30.000 adoptioner, som finder sted årligt på globalt plan, så må den etableres.

Filmens instruktør, Katrine W. Kjær, valgte følelsernes dramatiske fortælleteknik, fulgte Masho i flere år og undlod selv at gribe ind for ikke at skade mulighederne for at få den gode historie i kassen. Det kan man kalde professionel kynisme. Det er en følelsespornografisk journalistik.. Filmen formåede ikke med solid journalistik at løfte perspektivet i enkeltsagen. Blot at fortælle historien om to ulykkelige forældrepar – et i Danmark og nu et i Etiopien – og et ulykkeligt barn. Filmen udfordrede ikke journalistisk adoptionsindustrien som sådan eller den danske model for kontrol med adoptionssager og godkendelse af adoptanter, som er ret omfattende.

Det har den efterfølgende mediedækning gjort i en vis udstrækning med en vigtig undtagelse: at gøre opmærksomhed på, at de allerfleste adoptionssager heldigvis ender godt og sker på de rette præmisser.

31 kommentarer RSS

  1. Af Christel Shermer Heegaard

    -

    Mange tak LIsbeth Knudsen for det stort set eneste saglige og nuancerede indlæg i denne debat.
    Når man kender adoption indefra og selv er forældre til en vidunderlig lille trold, der er født i et andet land en Danmark, men ellers på alle måder er dansker og vores barn ligesom alle andre, har sådanne indlæg været savnet.

    Denne dag er på alle måder ulykkelig, må den være med til at dette ikke kan ske igen.

    Et stort spørgsmål der meldte sig hos mig var, hvordan mon instruktøren og filmholdet igennem flere år kunne være vidne til så markant et svigt uden at gribe ind og forhindre at en lille piges liv fortsatte så ulykkeligt…..der følger vel også et moralsk ansvar med at være journalist?

  2. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Jeg har siden undret mig over, at adoptivmoren i interview på Go’morgen Danmark kunne sige, at hun græmmede sig efter udsendelsen. Hun må da have set den tidligere end på TV2 – altså samtidig med alle seere.

    Er der betalt til disse forældre for at deltage – og vil de yderligere evt. tjene på sagen, når denne film åbenbart skal på turné i andre lande?

    Instruktøren, producenterne? – Er de bare i god tro her og kan sælge og tjene penge på sagen, hvor et barn bliver eksponeret på den måde, urimeligt – et adopteret barn, der tillige og i den grad er gjort fortræd?

    Sagen er jo sat i gang i forhold til adoptioner, såvel som man udenlands er klar over en hel del omkring også denne trafik el handel med børn – udover evt. komplikationer, hvis forældrene ikke er egtl egnede el klædt godt nok på til et sådant arrangement.

  3. Af Tarik Hussein

    -

    De biologiske forældre blev jo bildt ind, at HIV var en dødsdom, og den falske præmis købte alle hele vejen igennem for at få transaktionen til at gå igennem. Adoptivforældrene må da også have vidst, at man sagtens kan leve med HIV til man bliver gammel, men de syntes åbenbart det var okay, at deres adoptivbørns virkelig forældre blev efterladt til at dø en unødvendig død.

    At andre adoptivforældre nu bliver usikre, det er da kun på sin plads, ville lykkelig uvidenhed være bedre? Lisbeth Knudsen lyder mest af alt misundelig over, det ikke var hendes eget medie, der stod bag.

  4. Af Jens Henrik Holm

    -

    Fuldstændig ening. Mit spørgsmål er: hvordan er det kommet så vidt, at DR jagter de samme negative skandalehistorier som tabloidpressen?

    Hvorved adskiller nyhedsdækningen i DR sig fra andre medier? historierne synes alle som en at være skåret over samme læst: irriterende enkeltsager med offerperspektiv – altid historier, der kan give en umiddelbar identifikation, forarge og oppiske en folkestemning med selviscenesættende og selvretfærdige journalister, der så kræver politisk handling – nu!! – for så, når DR er færdig med at kolportere og spinde videre på historien, at blive glemt til fordel for den næste, nye skandale.

    Hvad er mon den overordnet ide med en sådan journalistik, når perspektivet og proportionerne aldrig er til stede? det kan da umulig være at bidrage til en reflekteret og oplyst samfundsdebat!

    Jeg har mere en svært ved at få øje på rimmeligheden af at DR i sin nuværende form skal modtage licens, når dette er niveauet (P1 og i nogen gange DR2 er ikke grund nok) Det er kynisk, ulækkert og ikke mindst uværdigt for DR, at de fører an i en så ubehagelige smædekampagne, der lefler for det laveste i folkedybet.

    Og altså, hvor er den store samfundsrelevans af den pågældende sag. Jeg føler mig overbevist om, at jo mere medierne afkræver, at vi hver dag skal indleve os i og identificere os med dagens offer, jo mere forhærdet bliver vi,og desto mindre er vi i stand til at identificere de virkelige store samfundsproblemer, som vi kan og skal forholde os til.

    Jeg har enorme forventninger til det nye DR2 med hensyn til at få en sober, vedkommende, prioriteret og analytisk tilgang til den evendelige strøm af nyheder. Lad os håbe den vil kunne rette noget op på den dovne storebrors ret så ligegyldige udgydelser.

  5. Af Finn larsen

    -

    Egentlig ret pudsigt at mange af de faste brokkehoveder klandrer DR når det var TV2 der sendte udsendelsen.

    Ja frygtelig historie. Godkendelsesproceduren bør efterses. Var det forhold at de adoptivforældre selv var i terapeut-industrien afgørende ?

  6. Af Birgitte Falk

    -

    Tak til Politikkens chefredaktør Lisbeth Knudsen.
    Endelig et medie der belyser denne sags komplicitet.

  7. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    De biologiske forældre kan selvfølgelig siges at have svigtet, fordi de er blevet syge – men de giver deres 2 yngste børn væk under stor smerte (og uvidenhed, dvs narret tillige)- men samtidig af kærlighed til disse.

    Det kunne ønseks, at de adopterede forældre kunne afgive børnene af samme årsag, hvis det skulle vise sig at blive løsningen på historien, hvor man kunne hjælpen familien samlet (og ikke kun med en busbillet!)- og måske kunne de to familier fortsat have en forbindelse, eller kunne det lykkes at hjælpe adoptivforældrene og Masho til en virkelig forståelse?

    Masho skal have al den ret, hun kan få i forhold til sine følelser overfor at have mistet sin mor og familie – og instruktøren burde her have gemt (hvis det er rigtigt, at de er blevet kasseret?) alle filmstrimler aht til Masho og hendes bror under hensyn til den hjælp, de begge skal modtage.

    Hverken Masho el broren har glemt deres oprindelige familie, broren er blevet mindet om det hele sit liv p gr a Masho’s oprør, såvel som hans første 2 års oplevelser i den biologiske familie om ikke andet er lagret i hans hukommelse.

    Al lykke og held herfra – og jeg er ikke sikker på, at jeg bør have den helt store sympati for instruktøren, selv om filmen er af stor bigtighed.
    Jeg fornemmer for megen spekulation – og nu også med en yderligere eksponering i udlandet.

    Intet hensyn til børnene – el forældrene her og der???

    Der bliver jo taget hånd om sagerne – og filmen kunne vel vises i f rammerne af det prof. adoptionsmiljø?

    Ellers mener jeg, at alle parterne skal kunne udtale sig. At nok er nok – mest aht til børnene.

  8. Af Birgit Hviid Lajer

    -

    Det er en sag med substans, og der er ikke tale om følelsesporno, da der ikke skal samles ind til sagen; men anderledes kan det forholde sig med instruktøren og adoptivforældrene – fordi det kan undre, at adoptivforældrene ikke har nedlagt fogedforbud aht til børnene.

    Sagen er jo gået videre.

  9. Af Torben Knudsen

    -

    Filmens instruktør, Katrine W. Kjær, valgte følelsernes dramatiske fortælleteknik, fulgte Masho i flere år og undlod selv at gribe ind for ikke at skade mulighederne for at få den gode historie i kassen. Det kan man kalde professionel kynisme. Det er en følelsespornografisk journalistik..
    Sig mig LK er det ikke sådan de fleste i branchen arbejder, for at kunne levere hvad I vil købe?
    I jeres analyser af hvad der går lige ind, ved I alt om hvordan ‘manden/kvinden på gaden’ er indrettet og det leverer I til, nogen lidt mere ulækkert end andre.
    Sammenstimlen ved trafikuheld, blomsternedlægning ved drab i nattelivet etc. etc.
    Det sælger og I bringer det.
    Som slagter Olsen skriver, mit kød er det bedste 1000 spyfluer kan ikke tage fejl.

  10. Af Ann Bille

    -

    De adoptivforældre burde ikke en gang have en hund.

  11. Af Sanne Nyvang

    -

    Min største frustration med hele denne forfærdelige historie er manglen på brug af korrekt fakta. Det er en trist historie, ingen tvivl om det, men når jeg nu ved, at medierne har fået en masse fakta af fx Danadopt, så undrer det mig, at man ikke bruger det. På Danadopts hjemmeside ligger der en lang redegørelse for, hvordan det fungerer i Etiopien og her kan man bl.a. læse, at de Etiopiske myndigheder selv lukke det omtalte børnehjem i foråret. Og dette ikke pga rod i papirerne eller mistanke om menneskehandel, men pga at de ikke opfyldte de nye strenge krav om lokal socialt arbejde.

    Flere medier har fortalt historien om hvordan Danadopt efter denne sag, har stoppet samarbejdet med børnehjemmet – dette er altså ikke korrekt og desværre bare en af mange faktuelle fejl i den sidste uges historier. Trist at fakta bliver fundet for let, når man skal “skrive den gode historie”

  12. Af S Hoegh

    -

    Spot on Lisbeth.

    Helt rigtigt set. I Danmark er det i dag snarere reglen end undtagelsen, at enkeltsager får lov til at fylde helt ud af propertioner. Værst af alt er det dog, at der synes at være en stigende tendens til, at politikere på BEGGE fløje synes at ynde at lovgive ud fra enkelt sager uden det store blik for, at sagen i sig selv ikke nøvendigvis er sigende for området. Pøbelvældet får mere og mere magt og det uagtet, at de i dag ikke synes mere oplyste end tidligere.

  13. Af Ole Juul

    -

    Film/-sensationsskaberen bør 10 år i boxen for at konstruere dette makværk! Og for ikke at medvirke til forløsning af dette lille menneskes fortrædeligheder.

    Og et blad som “Ekstra-kanylen” bør blacklistes fra al adgang til aktuelt stof, -på enhver måde!

  14. Af Carsten Jacobsen

    -

    Koncept.

    TV-et der ikke lever op til forventningen, kan byttes – eller smides ud.

  15. Af Carsten Jacobsen

    -

    Hvordan man er kommet til ungene, burde ikke influere, på tilgangen… Til ungen – når nu de er der.

  16. Af Carsten Jacobsen

    -

    “Den pris at andre forældre med adoptivbørn kan blive urolige for, om deres adopterede barn nu er kommet til dem på de rigtige præmisser og ikke som et resultat af en menneskehandel”.´

    Det burde i pricippet være underordnet.

  17. Af Peter Nielsen

    -

    Lige i øjet Lisbeth. Filmskaberens ærgelse over at måtte skrotte mange meter optagelser – af hensyn til pigen – blev åbenbart overtrumfet af chancen for en lønforhøjelse for et “godt” mediestunt !
    Fy for …

  18. Af John Ståhle

    -

    “Jeg tror, at vi alle skal til at vænne os til, at de sociale medier blive fremtidens domstol – eller samtidens offentlige gabestok. På godt og ondt. Mest på godt, …”

    Som når en fuldstændig uskyldig mand bliver hængt offentligt ud som voldtægtsmand og morder, for efterfølgende at blive 100,000% frikendt af en DNA-prøve?

    Godt? – snarere stinkende uhyrligt!

  19. Af Britha Bunk

    -

    Hun er bestemt klog og skarp. Lisbeth Knudsen. Velskrevet artikel. Som altid fra hende. Men jeg er nok mindre enig i flere dele af indholdet. Fx. skriver Lisbeth: “Tankevækkende at Facebook er blevet nutidens folkedomstol med så grovkornet en tone, at de angrebne i en Facebook storm må have politibeskyttelse.” Jeg tror, at vi alle skal til at vænne os til, at de sociale medier blive fremtidens domstol – eller samtidens offentlige gabestok. På godt og ondt. Mest på godt, for jeg tror på den optimale åbenhed og ucensurerede måde, som demokratiet i højere grad fremover kommer til at virke på via de sociale medier. Det blir’ svært at skjule sig fremover. Som myndighed, virksomhed og som privat borger. Det må formodes at fremme lovlydig adfærd og ordentlighed ikke mindst. Og så tror jeg, at FB og andre sociale medie er et tiltrængt løft af den ytringsfrihed som historisk først og fremmest har været benyttet af “filtre” – fx. jounalister. Så jo, velskrevet og spændende indhold Lisbeth Knudsen – men “vi må ind i kampen” og tåle at stå til ansvar i endnu højere grad end “før de sociale mediers indtog”….. Jeg tror det er godt nok. Noget andet er at den enkelt-sag blev “udnyttet” heftigt, men jeg tror ikke den var forgæves….. Og ofte må man nøjes med troen…

  20. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Ja, der foregår mange former for menneskehandel og sjakren med barneskæbner. Havde det ikke været meget bedre at have givet forældrene noget støtte så de kunne have beholdt børnene?

    Også i Danmark foregår der syge, grimme og korrupte ting overfor børn, så de gøres faderløse eller helt forældreløse.

    Hen ad vejen burde Berlingske og BT tage op hvad der sker af systematiske overgreb, nu hvor 15.000 danske børn er tvangsfjernet fra hjemmet, og over 100.000 børn er gjort mere eller mindre faderløse efter en skilsmisse.

    Ofte sker disse overgreb på et tyndt, tyndt grundlag eller af ideologiske-korrupte-bureaukratiske eller feministiske årsager.

    For mange børn fylder disse brutale tvangsadskillelser hele deres barndom med sorg, afsavn, angst og utryghed, der giver dem årelange psykiske lidelser.

    Nogle af børnene kommer aldrig over den modbydelige behandling de har været udsat for fra systemets side.

  21. Af Vibeke Pedersen

    -

    Uanset hvilke intentioner de forskellige aktører har haft, er der sat spot på etiopiske adoptioner – og det er der tilsyneladende brug for.

    Etiopiske børn er tilsyneladende ved at blive en handelsvare for skruppelløse personer, som kan findes overalt i systemet.

    Børn lyves yngre, mulige adfærdsproblemer skjules, ældre børn sælges i pakker med yngre, mere attraktive børn.

    Foreløbig har vi i år haft 2 sager med etiopiske piger, Masho og Amy, der er løjet yngre og som har haft store tilknytningsvanskeligheder.

    Dette har store menneskelige og økonomiske omkostninger for børn og adoptivforældre og bør bremses snarest.
    Eksperter i adoption må kunne give et bud på en øvre aldersgrænse og børnene må tilsyneladende alderstestes inden de godkendes til adoption.

    Måske er løsningen at lukke for adoptioner fra Etiopien for en tid, mens Danadopt finder ud af, hvordan de sikrer, at kun forældreløse børn f.ex < 1-2 år godkendes

  22. Af Palle Søbjærg

    -

    Ja, og så er det dybt frustrerende at tænke på, at vi er tvunget til at betale til de pjokkede TV-kanaler. Send dog alle de mennesker til psykolog og giv os noget TV, der seriøst fortæller os om verden, der “brænder”.

  23. Af Trine Nielsen

    -

    Supergodt indlæg. Jeg vil dog lige tilføje, at i den scene i filmen, hvor vi ser Mashos forældre få penge af den DanAdopt, der drejer det sig om et mindre beløb, som skal dække bustransport, da forældrene skal til Addis Ababa for at møde adoptivforældrene. Det er så trist, at instruktøren har klippet det på en måde, så mange danskere nu tror, at alle etiopiske adoptivbørn i Danmark er blevet købt.

  24. Af Kristian Olesen

    -

    100% enig Lisbeth Knudsen.

    TV programmet om Masho var så udpræget underlødig journalistik. Et program lavet i “bagklogskabens ulideligt klare lys”. Katrine W. Kjær kender slutresultatet og redigerer sine måske 50 eller 100 timers råbånd sådan at Mashos skæbne fremstår som en lineær følge af adoptivforældrenes og myndighedernes svigt.

    Optag så mange timer af ethvert forældrepars samvær med deres børn, og klip derefter den ene procent sammen, hvor det går dårligst og mest kaotisk for sig, og enhver der ser det, ville kræve børnene fjernet fra forældrene omgående.

    Og som om journalistens svigt ikke var nok, så stod borgerlige politikere i kø for at fuldende Mashos tragedie ved at kræve hende sendt hjem til forældre hun ikke længere husker og som taler et sprog hun forlængst har glemt. Eyvind Vesselbo, uddannet kultursociolog (!) råbte højst. Han må have trukket sit eksamensbevis i en automat.

  25. Af Carsten Budde

    -

    … Ikke for at gøre DR en tjeneste, men var det ikke TV2 der viste udsendelsen? … Jeg vil også gerne have krigshandlinger og lignende voldshandlinger sat ind på en bestemt kanal.

  26. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Der var engang en avis (jp) der oprettede en “varm linje” hvor man kunne ringe ind og få avisen til at tage sager op, hvor folk havde været udsat for uretfærdighed og overgreb osv. Som i næste omgang kom i avisen. Det var vistnok en stor succés, der fik avisens oplag til at stige.

    På tilsvarende måde kunne Berlingske oprette et par varme linjer i form af en “hospitalstelefon” eller en “indbruds/ hjemmerøveri-telefon”, eller lignende. Det ville være en nem og billig måde at skaffe stof på, og tit ville en opringning kunne lede frem til store afsløringer af magtmisbrug, dårlig/svindelagtig service eller dødbringende behandling af patienter og pårørende, osv.

    Eller man kunne bringe nyheder om hvor indbrudstyve eller brandstiftere havde særlig travlt i går, i dag eller lige nu…….. eller om hvor psykisk syge eller kræftramte bliver særlig usselt behandlet. Osv.

    De bedste tips kunne evt. belønnes med et lille beløb eller en måneds aviser?

  27. Af Holger Larsen

    -

    Måske kunne DR lave en kanal med betegnelsen “Følelsesporno”, så man kunne slippe for den slags med et enkelt zap.

  28. Af Holger Larsen

    -

    Med Macho og hendes forældre i TV, samtidigt med en række udsendelser om fattigdom er der lagt op til et nyt program for indsamling i den søde juletid.

    Nej, hvor er vi dog gode. Lige fra menigmand til DR til regeringen, som har holdt møde med alle partierne (ingen turde blive hjemme) og nedsat en gruppe til opfølgning af sagen (sparket til venstre så at sige).
    Jeg føler mig sååå god.

    Forhåbentligt skal vi ikke have mere følelsesporno i denne søde juletid.

  29. Af PREBEN F1 JENSENH

    -

    Både i radio og tv bliver publikum tit udsat for følelsesporno. Som regel kan de følelser der sættes i gang, og de oplysninger eller halve sandheder der lægges frem, ikke bruges til ret meget i en dansk sammenhæng.

    Men det er vel også mest for at aflede danskernes opmærksomhed fra den dystre samfunds-udvikling, at man har så travlt med at sende snesevis af lange serier med voldsporno eller følelsesporno.

    Ihvertfald har tv-stationerne aldrig fundet det værd at sætte fuldt lys på hvordan Borgen, staten og “systemet” i stærkt stigende omfang fører sig løsagtigt, agressivt, bedrevidende og nævenyttigt frem overfor tusindvis af danske forældre og deres børn.

    Er det ikke fabrikanter af følelsesporno der fører sig frem,, kan det være alarmister. F.eks. har DR P1 igen og igen fortalt om at hvis vi ikke allesammen bliver tilhængere af connie hedeslag, af flere “grønne” afgifter, af co2-kvoter og co2-skat osv., så vil Danmark snart sende så meget co2 op i atmosfæren, at havene stiger op til 70 meter om lidt, eller jorden går under pga. en slags co2 dommedag. Løgn og humbug fra ende til anden. (man undlader da også klogeligt at omtale solens varierende udstråling og andre fakta, som viser at co2-alarmisterne er en flok (over)smarte propagandister og særinteresser, der vel håber at tjene milliarder på co2 afladsbreve, tilskud til vindmøller osv. og stribevis af nye afgifter)

    Intet nyt under solen. I gamle dage, eller i nutidige samfund, kan andre eksempler findes på hvordan den politiske “elite” ofte har forstået at udnytte borgerne uvidenhed om bestemte emner.

    Hvad radio og tv ikke giver et ordentligt billede af, er det at i denne tid er en massakre på velfærden, sundhedsvæsnet, provinsens infrastruktur, familiernes enhed, og meget mere til!!, i gang.

    Hvis Berlingske og BT vil tage fat på nogle af de forfærdelige skandaler der er i gang, vil det givet interessere mange læsere, selv helt uden pukken på noget med irrelevante følelser.

    Man behøver faktisk kun at snakke med nogle snese ofre og pårørende for de organiserede uhyrligheder der foregår, så vil der være stof til mange opsigtsvækkende og dybt rystende artikler. Især på velfærds-, hospitals-, hjemløse- og kriminalområderne mv.

    Regeringen er jo i gang med at ruinere og ødelægge velfærden/ hele landet.

  30. Af Arne Rud

    -

    Forældre med adoptivbørn har brug for en lærestreg, at tegne er at se, tegning er undervisning, der gør en kaotisk mængde af sanseindtryk forståelige.

  31. Af Jørgen Christensen

    -

    ’Masho-historie var kynisk tv-spekulation i følelser’, skriver Lisbeth Knudsen.
    Jamen er det ikke et typisk tidsbillede af, hvad den danske presse har udviklet sig til.
    Som Marlon Brando sagde: The four pillars of wisdom that support journalistic endeavors are:
    Lies, stupidity, money-grubbing, and ethical irresponsibility.

Kommentarer er lukket.