Ifølge en tidligere ansat medarbejder i en af de amerikanske sikkerhedstjenester, Edward Snowden, giver programmet myndighederne adgang til at overvåge millioner af menneskers internetaktiviteter og telefonaktiviteter gennem store amerikanske telefonselskaber og firmaer som Google, Facebook, Dropbox, Microsoft, Skype m.fl. Præsidenten hilste det velkommen at tage en debat om sikkerhed og risikoen for terror stillet overfor indskrænkninger i privatlivets fred, i brevhemmeligheden på nettet og i fortroligheden via telefonen.

Den amerikanske befolkning synes indstillet på at acceptere dette massive indgreb i privatlivets fred med terrorangrebet den 11. september 2001 stadig stærkt i hukommelsen og flere andre terrorangreb forhindret eller opklaret p.g.a. overvågningen.

Hvad er vi parat til at tolerere i Danmark og i Europa i valget mellem sikkerhed og privatliv? Vi har også brug for den debat i Danmark, hvor 11. september angrebet i 2001 også medførte vedtagelsen af særlige terrorlovbestemmelser. Europaparlamentet drøfter også spørgsmålet på baggrund af Edward Snowdens afsløringer.

Der er ikke grund til at være urolig for retssikkerheden, siger den amerikanske præsident. Overvågningssystemet er godkendt af en demokratisk valgt kongres, der føres tilsyn med det af en uvildig revisionsenhed, og systemet læser ikke indholdet af folks mails eller sms’er eller lytter til indholdet af deres telefonsamtaler. Nej, det gør det muligvis ikke, men systemet overvåger telefonnumre og emailadresser og afsøger relevante mønstre eller særligt farlige ord, som kan vække opmærksomhed eller pege på relationer til særlige religiøse eller kriminelle grupperinger eller til særligt indhold eller særlige interesser. Og så først efter en dommerkendelse kan efterretningstjenesterne gå ind og læse indholdet, siger præsidenten. Men sagen er, at helt almindelige og uskyldige mennesker via dette system kan havne i den sorte bog, hvis de via et link har forbundet sig med en anden person, der igen har forbundet sig med en tredje og en fjerde, som læser noget ekstremt, som er på samme fly som dig eller i samme supermarked som dig. Du kan ikke længere bevise din uskyld og dataene i sig selv gør dig skyldig.

Den unge it-agent, som på et hotelværelse i Hong Kong forleden afslørede overvågningsprogrammet for alverden, har spået, at den amerikanske befolkning ikke vil ændre noget, selv om deres privatliv nu er invaderet. Det er hans store frygt, at folk ikke indser, hvad der er ved at ske med vores privatliv. Folk er ikke villige til at tage risikoen ved at sige nej til overvågning, spår Snowden.

Jeg tillader mig at tilføje, at danskerne opfører sig på Facebook og andre steder på nettet, som om alt blev glemt i morgen. Som om de elektroniske spor ikke fandtes og kunne overvåges. Så kan vi lære det, kan vi, med en sag som den om PRISM. Danske menneskeliv er måske blevet reddet på grund af dette overvågningsprogram. Vi ved det ikke. Men vi har ingen som helst overblik over, hvor meget af vores privatliv, det har kostet.

Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, har gjort sig selv og hans avis til de skinbarlige helte på, at være de eneste i dansk presse, som brød med princippet om ikke at omtale gidselsager som den om Edda Lopez, Søren Lyngbjørn og deres kolleger, fordi medieomtale i sig selv kan forhøje prisen på gidslernes hoveder og dermed forlænge deres ophold i piraternes vold. Nu viser det sig med søfolkenes ord, at de fik tærsk hver gang, de skulle tale i mobil med Ekstra Bladet hjemme, fordi de skulle sige det rigtige, som kunne øge betalingsvilligheden hos rederiet.

TV2 gjorde sig selv til de rene skinbarlige public service helte, som ville dokumentere for alverden hvor frygteligt gidslerne havde det under deres fangenskab ved hjælp af en freelancejournalist, som via en aftale med piraterne fik lov til at komme ind i deres hemmelige lejr. Jeg og flere andre stillede mange spørgsmål til, hvordan den aftale lige blev til – bl.a. i programmet Presselogen på TV2News. Jeg har kritiseret TV2 for at gå gidslerne ærinde ved at eksponere rædslerne til skræk og advarsel for alle andre, som måtte blive udsat for, at deres medarbejdere eller familie havnede i piraternes klør. Nu viser det sig, at gidslerne ifølge kaptajnen Eddy Lopez af fangevogterne blev tvunget til at overdrive deres lidelser, bryde sammen for åben skærm, smøre gedeblod i ansigtet og give et mere dramatisk indtryk af Søren Lyngbjørns tilstand end den rettelig var – selv om den ikke var særlig god -  for at fremme piraternes forretning.

Når alle disse ting kommer frem nu skyldes det, at kaptajnen på det kaprede skib efter afslutningen på gidseldramaet har besluttet sig for at klage til Pressenævnet over Ekstra Bladet og TV2 med henvisning til, at han føler sig krænket over deres dækning og for TV2’s vedkommende over, at stationen bragte dokumentaren »De danske gidsler – mareridtet i Somalia« produceret af TV2’s freelancejournalist Abdifitah Farayare Gelle. Han og de øvrige søfolk blev aldrig spurgt, om de var indforstået med, at optagelserne fra piraternes fangelejr blev vist. Han beskriver, at de blev truet med vold, hvis de ikke græd på filmoptagelserne og eksponerede deres lidelser.

Freelancejournalisten kan ikke genkende billedet. Tak til Eddy Lopez for at medvirke til at rejse af seriøs debat om presseetik på dette meget svære område og for at fortælle om forløbet både i fangelejren og på vej til telefonsessions med TV2’s reporter, Rasmus Tantholdt, arrangeret med piraterne.

Alle medier inklusive denne avis har kæmpet med overvejelser om ret og vrang i denne sag. Svigtede vi gidslerne ved at følge erfarne råd fra sikkerhedsfirmaer og andre om ikke at give piraternes brutale forretning omtale, eller gjorde vi det rigtige? Ekstra Bladet og TV2 gjorde sig selv til mellemmænd for piraterne med deres mediedækning. Dokumentaren med gidslerne var grænseoverskridende, og aftalerne om optagelserne så uklare, at det er godt, de nu kommer for en dag. Ekstra Bladets rolle som befrier fortjener også en nærmere undersøgelse. Piraterne fortsætter deres brutale pengejagt. Vi må alle lære af denne sag.

Problemet med Deadline udsendelsen forleden var, at den på ingen måde gav vores virksomhed og dens mange dygtige medarbejdere en fair behandling, og udsendelsen bidrog absolut på ingen måde til at seriøs analyse af det ændrede mediebillede. Det var en behandling af emnet præget af total uvidenhed, plejen af særinteresser og alle mulige udokumenterede påstande, som studieværten på inden måde udfordrede eller bragte i nærheden af fakta. Når dertil kommer, at Deadline komplet imod al god presseskik ikke havde fundet anledning til at spørge, om Berlingske Media selv ville stille op i studiet, så må værten i det mindste være den, der holder det faktuelle på sporet. End ikke en forudgående research-samtale havde redaktionen ofret på temaet.

Indslaget indledes med en gammel optagelse af en reporter foran Berlingskes indgang, der taler om alvorlige problemer. Da der ikke er skyggen af sammenhæng til nutiden er klippet totalt meningsløst. Herefter åbner studieværten, Nynne Bjerre Christensen, ballet ved at sige, at der er et “brandudsalg” i gang. Brandudsalg bruges om paniksalg og lave priser. Igen en hovedløs bemærkning, da der hverken er panik eller lave priser omkring de første frasalg, vi har offentliggjort. Tværtimod kan man roligt sige. Vi har bebudet en stille og rolig proces. Vi har givet ledelserne på en række af vores lokale dagblade en mulighed for at afprøve at rejse lokale penge til at overtage mediehusene. Der bliver ikke tale om noget brandudsalg.

Herefter udslynger den tidligere chefredaktør for Ekstra Bladet, Bent Falbert, følgende uden at blive mødt med et eneste modspørgsmål af nogen art af værten: »Meget af det (Berlingske Media) vil formentlig næsten ikke kunne sælges, fordi det ikke er er ret meget værd.” Det ville være nærliggende, hvis værten havde spurgt, hvad han bygger den antagelse på, som ligner bestilt arbejde for hans trofaste arbejdsgiver i JP/Politikens Hus gennem mange år. I stedet indgår udsagnet som en accepteret præmis af værten og det øvrige indkaldte hold af såkaldte eksperter.

Falbert tegner sig i øvrigt for de fleste forvrøvlede indlæg i udsendelsen, og værten lader alt passere. Det tages ind som en præmis i debatten, at Berlingske Media har måttet betale et stort overhead til vores britiske ejere i Mecom, at Mecom har krævet 15 % i overskudsgrad og købt virksomheden for 3 mia. kr. i 2006. Der er ingen som helst dokumentation for påstandene, og de imødegås ikke af værten.

Falbert siger: »Regnskaber siger jo, at Det Berlingske Hus i realiteten har givet underskud 13 år i træk«. Det passer så heller ikke på noget tidspunkt i husets 264 årige historie.

Såkaldt medieekspert Lasse Jensen siger: “Weekendavisen hævdes at have et pænt overskud”. Nej fakta er. at Weekendavisen har et pænt overskud, og at det kan enhver slå op. Han fortsætter: “Berlingske kan måske også blive en god forretning – men vi ved det ikke”. Fakta er at både Berlingske og BT er glimrende forretninger. Jeg kunne fortsætte rækken af grove journalistiske problemer i programmet.

Hvor meget vrøvl og imageskadelig omtale, der ikke bliver imødegået af værten, skal man egentlig stå model til i DR som erhvervsvirksomhed uden at få en rimelig mulighed for at komme til orde og en fair behandling?

Har vi et pilråddent system, som planter historier om politiske modstandere i pressen, styrer kommunikationsstrømmen benhårdt efter at skjule de dårlige historier og fremme de gode for en minister, og som uden om ministeriets sædvanlige emailsystemer og journaliseringssystemer manipulerer rundt med de informationer, som helst skal ramme de rigtige og undgå at komme i hænderne på de forkerte. »Mørkets fyrster« er de magtfulde spindoktorer sågar blevet kaldt, når statsministerens overspindoktor under VK-regeringen rullede drejebogen ud for en kraftfuld styring af medierne. Noget den nuværende regering aldrig er kommet efter.

Nu har der så siddet et udvalg med højesteretsdommer Jens Peter Christensen som formand og primært en en række embedsmænd som medlemmer, som har kigget på spindoktorerne. Bortset fra at de særlige rådgivere ikke kan finde ud af at journalisere deres emails og notater på ministeriernes IT-systemet, så andre kan søge aktindsigt i dem og finde dem igen, og ofte ikke er bekendt med arbejdsformen som en del af et embedsmandsapparat, så er der ikke meget, der skal ændres på, er udvalget nået frem til. Alt er godt.

Det er ikke længere så meget journalister fra medierne, der får stillingerne, men akademikere fra kommunikationsuddannelserne og fra partiernes egne organisationer, som passer bedre ind i ministerierne. Deres opgaver er skiftet fra primært presserådgivning til meget mere politisk og faglig rådgivning både i forhold til lovgivningen og i forhold til ministerens politiske bagland.

Med andre ord: Embedsmændene har nu gradvis fået nogle kolleger, der ligner dem selv, og de kan derfor bedre leve med dem, og ministrene, der meget ofte er sammen i forskellige uddannelser, har en fået god dialog med disse spindoktorer. Udvalget når frem til, at det sådan set er et passende antal af disse særlige rådgivere, der er ansat, hvor nogle få ministre må have to af slagsen, mens de fleste har en enkelt rådgiver. Heller ikke hvad angår grænsedragningen mellem den politiske rådgivning og den faglige rådgivning fra embedsmændene er der rigtigt noget at komme efter.

Jeg savner i betænkningen en skarpere diskussion om fremtiden for vores højt besungne uafhængige embedsmandsapparat, som mere og mere presses til politisk rådgivning i ministerierne og om de politiske rådgiveres etiske spillerum i forhold til at agere våbenbrødre for ministrene. Skattesagskommissionen og Statsløsekommissionen har mere end rigeligt afsløret, at der er et voldsomt skred i gang omkring det uafhængige embedsmandsapparat. Det er et helt centralt emne at få diskuteret.

Reformerne gennemføres i hæsblæsende tempo, og befolkningen når ikke at følge med, inden næste bølge er på vej. Der er tale om reformer for milliarder, selv om oppositionens leder, Lars Løkke Rasmussen, senest kaldte et politisk forlig om en vækstpakke til mange milliarder for »en lille pakke«. Lars Løkke Rasmussen bebuder flere reformer og den radikale leder, Margrethe Vestager, byder op til dans med næsten at overtrumfe Løkke Rasmussen med endnu flere reformer.

Der er ingen tvivl om, at der kræves ganske betydelige ændringer af det danske samfund, for at vi kan tilpasse os fremtidens krav, forventninger og ressourcer. Det gælder i høj grad også fremtidens teknologier og deres indvirkning på vores liv og forbrug. Når disse omfattende ændringer er en nødvendighed i de kommende år, så må vi tænke grundigt over, hvordan vi forbedrer det lovgivende arbejde, den faglige indsigt, den politiske idéskabelse og politikudvikling, så vi får en mere substantiel politisk diskussion, en bedre offentlig inddragelse i processen, større åbenhed og bedre lovarbejde.

Alt for meget lovgivning i dag bliver til på for uoplyst eller dårligt et grundlag, uden offentlig opmærksomhed og på grundlag af kortsigtede økonomiske krav eller kortsigtede politiske, taktiske hensyn. Mange initiativer bærer præg af at blive kaldt nødvendige, men uden at befolkningen lige forstår præmissen for den pågældende nødvendighedens lov. Medierne når heller ikke med på vognen inden de politiske aftaler er indgået. Med de udfordringer, vi står med, så er der brug for, at befolkningen ikke bliver tilskuere til fremtiden og afkoblet fra de store reformdiskussioner. Det vil give et mere og mere afkoblet politisk landskab, som mister den folkelige tillid, Der er simpelthen brug for at nytænke vores demokratiske model og i stedet for lukkethed tale om ny åbenhed.

Lad mig henvise til det svenske system med »States offentliga utredninger« og det norske med »Norges offentlige utredninger«, hvor regeringen henviser vigtige og komplicerede reformer til sådanne ekspertudvalg, som kommer med rapporter, der derefter sendes ud til høringer hos de berørte parter og til offentlig debat gennem medierne, bibliotekerne m.v., inden regeringen træffer de politiske afgørelser om, hvad der skal ske i forhold til ny lovgivning. Rapporterne bliver ofte brugt som brændstof i den offentlige debat, og det åbner langt bredere for inddragelse af alle i et reformarbejdet end den danske model gør.

De danske politikere kritiserer medierne for ikke at ville bedrive politisk substansdiskussioner. Jo, det vil vi hellere end gerne, men regeringsmagten og Folketinget må opfinde nogle nye processer, som gør det muligt for medierne at engagere folk i sagerne allerede på undersøgelses- og analysetidspunktet og ikke som nu, når toget er kørt fra perronen og et politisk forlig er strikket sammen i baglokalet. En modernisering af den danske lovproces er stærkt tiltrængt.

Statsministeren holder en bemærkelsesværdig kølig facade og må sætte sin lid til vending i økonomien og vækst i jobudbuddet, men inden den højere lykke indtræffer vil hun have slidt partiets kernetropper helt ned til sokkeholderne. Noget af miseren skyldes selvfølgelig, at S og SF aldrig fik ordentligt forklaret efter valget, at de ikke fik 90 mandater til deres politik og måtte deponere en stor del af handlefriheden til at gennemføre valgkampens mange løfter i de radikales bukselommer. Andet skyldes den økonomiske krises vedholdenhed.

Men når regeringen ingen som helst kredit får hos vælgerne af at have gennemført så markante reformer af det danske samfund i et rasende tempo og med et indhold, som næsten gør de borgerlige misundelige og i hvert fald tvinger dem til at være aktive forligspartnere til regeringen, så er årsagen altså ikke manglende mod og handlekraft.

Årsagen er, at regeringen ikke har formået at kommunikere ideen, reformindholdet og vejen ind i den selvforståelse og de politiske værdier, som S og SF står for. Årsagen er, at regeringens reformer er blevet kommunikeret som den økonomiske nødvendigheds lov og ikke som et led i en politisk plan for nytænkning af velfærdssamfundet, som andre end de radikale måske kan se sig selv i.

Den daglige omgang dagpenge-tortur i medierne vidner endnu en gang om regeringens mangel på evne til at håndtere kritiske situationer. Dag for dag i de seneste uger har medierne været fyldt med skrækeksempler på folk, der falder ud af dagpengesystemet, på tre mislykkede akutpakker, på oprørere i baglandet – ja selv det radikale bagland nu – og på fejlslagne forventninger til, hvor mange, der ville blive berørt af dagpengereformen.

Dag ud og dag ind henvises til et møde, der skal holdes med Enhedslisten, som lovet inden de midlertidige pakker udløber. Jamen hvor svært kan det være at få aftalt en dato for det møde og slukket den ulmende brand, inden regeringens meningsmålinger er banket endnu længere ned og hele det politiske køkken står i flammer med usikkerhed om den kommende finanslov.

S og SF fik den værste 1. maj i mands minde. Interne oprørere bankes på plads, selv om alle stort set er enige med dem i folketingsgrupperne. Dem, der ikke siger noget, er rasende over de oprørere, der får ubegrænset medieplads til at sige det, som alle mener. Margrethe Vestager står stejlt på sit.

Statsministeren ømmer sig over, at hun får ansvaret for dagpengeproblemerne, når det var den borgerlige regering, der sammen med de radikale og DF lavede reformen. Men regeringen vil altid være den faste holdeplads for ansvaret uanset hvad og uanset hvem, der måtte have indgået et forlig. Regeringen står med problemet. Sådan er det jo, for nu at citere Vestager. Og ventetiden på en løsning på dagpengekrisen sender alle mulige signaler om, at regeringen ikke kan enes om, hvad der skal ske.

Dagpengekrisen er blot kronen på værket på et ekstremt håndteringsproblem i regeringen, når politiske beslutninger skal træffes og sælges til vælgerne, og det vidner om en usædvanlig politisk selvmordsdrift.

Gidslerne fortæller deres historie, viser deres smerter, lidelse og savn. Og til aller sidst åbenbarer så freelancejournalisten for gidslerne, at de nok snart er på vej ud. En mildt sagt kritisabel iscenesættelse, hvis han ikke havde mere at bygge sin viden på end en uautoriseret medlytning til piraternes samtaler. Det virker ikke troværdigt. TV2 gemte billederne fra lejren til gidslerne var blev befriet for ikke at risikere at vanskeliggøre  processen.

Det var klogt, men det ændrer ikke på, at TV2 har filmet en kriminel handling, har forhandlet med kriminelle om at få lov til at lave filmen, og formentlig også har sendt filmen uden ofrenes godkendelse. Har TV2 betalt en norsk-somalisk journalist for at tage risikoen og spille dobbeltspil med nyheden om deres kommende frigivelse i den gode histories tjeneste, hvorefter TV2 kan have stjernereporter, Rasmus Tantholdt, stående klar på stranden i Somalia, når den store nyhed »breaker«, for somaliske freelancere bruger man jo ikke til den slags.

Læg til denne massive række at etiske problemstillinger, at TV2 live-filmede, da deres medarbejder overbragte nyheden om befrielsen af gidslerne til det ene gidsels intetanende forældre. Og for at det ikke skal være løgn, så ringede TV2 i går til gidseltagerne for at høre, hvordan de nu havde fordelt pengene fra løsesummen. Det ville svare til, at TV2 havde mobilnummeret på en bankrøver og fandt det rigtigt at ringe til ham dagen efter hans forbrydelse i bedste tv sendetid for lige at høre, hvad han havde tænkt sig at gøre med pengene.

Denne sag myldrer med store etiske spørgsmål. Hvordan gik det egentlig til, at gidslerne blev befriet? Gjorde rederiet, hvad de kunne under de givne omstændigheder? Hvis de gjorde, hvorfor er de så politianmeldt og smidt ud af Rederiforeningen?

Er Ekstra Bladet helt eller skurk efter at have skrevet spalte efter spalte om Eddy og Søren, mens andre medier som denne avis fulgte opfordringen fra myndighederne om at begrænse omtalen af gidslerne til det mindst mulige for ikke at forlænge forhandlingerne med piraterne og øge prisen på deres hoveder?

Hvordan kunne en dansk-somalisk freelancejournalist både være betalt af Ekstra Bladet og samtidig være mellemmand i forhold til gidseltagerne?

Hvordan kunne en anden somalisk freelancejournalist hyret af EBs mand være inde i gidseltagernes lejr sammen med tre bevæbnede vagter i forbindelse med gidslernes løsladelse og køre med dem ud af lejren uden at være i en eller anden forståelse med piraterne?

EB har taget æren for, at gidslerne endelig kom ud, selv om venner, familie, politikere og eksperter siger, at EB har gjort præcis det modsatte; forlænget deres ophold. Havde EB mon også taget ansvaret, hvis gidslerne var blevet skudt på vejen mod friheden?

Medierne skal ikke gøre sig selv til mellemhandlere med gidseltagere for at presse den gode historie ud eller være leverandører af et skræmmende visuelt visitkort fra piraterne til, at næste gidseltagning får en hurtigere afslutning til en højere pris. Den her sag kalder på en offentlig høring og undersøgelse.

Nu overtages skoledebatten af de politikere på Christiansborg, der skal have forhandlet et forlig på plads om fremtidens folkeskole inden sommerferien. Tabere og vindere er gjort op i medierne efter regeringsindgrebet i lærerkonflikten, og Bondo er udråbt til taberen på forudsigelige point. Lærernes strejkekasse er blevet godt og grundigt slanket mens kommunekasserne bugner af sparede offentlige kroner til lærerlønningerne. Det må være på sin plads inden hverdagen indfinder sig igen at gøre status på mediedækningen af lærerkonflikten, og hvad vi kan bruge læringen af den til.

Generelt har mediedækningen af konflikten sat mest fokus på konsekvenserne for børnene og forældrene, den manglende undervisning, de problematiske eksaminer og pasningsproblemerne. Men mediedækningen har også betydet, at danskerne har fået et sjældent indblik i en bestemt faggruppes arbejdstider, forberedelsestid, skoleledernes udfordringer, undervisningskvalitet, helhedsskole og meget andet.

Alt det har helt sikkert i folkeoplysningens gode navn været rigtigt godt. Hvad jeg til gengæld godt vil stille spørgsmålstegn ved, er tv-mediernes daglige krampagtige forsøg på at fungere som forligsinstitution mellem parterne. Løsningsorienteret journalistik hedder genren, som i den aktuelle situation har resulteret i dusinvis af interviews med de to stridende parter, hvor ingen rokkede sig ud af stedet, og påstande og argumenter var præcis de samme dag ud og dag ind.

Det blev til et dagligt Bondo & Ziegler journalistisk legitimerings-show uden andet formål. Og begge parter synes at være nødt til at stille op til disse shows for at forsøge at vinde kampen om den offentlige mening mere end kampen for det rigtige resultat. Skal medierne ikke gå efter hovedpersonerne i en så vigtig en konflikt så godt som hver dag? Jo naturligvis, men spørgsmålene blev hver dag de samme, og hvad værre var blev også svarene ved med at være de samme.

Her er skabelonen: Hvorfor taler I ikke sammen? Fordi der ikke er noget nyt at tale om. Jamen skulle I ikke prøve af hensyn til børnene og forældrene at finde en løsning? Jo men det har vi prøvet siden efteråret. Jamen er den danske model ikke netop at finde et kompromis som begge parter kan leve med? Jo, men det har vi også forsøgt. Osv. Osv. Osv.

Det har ikke tjent noget godt formål i forhold til forhandlingssituationen eller folkeoplysningen, at de to store tv-kanaler har bragt høringer om folkeskolekonflikten med de stridende parter overfor hinanden og lærere, skoleledere, børn og politikere som statister. En overenskomstkonflikt egner sig bare ikke til tv-shows i bedste sendetid.

»The Daily Bondo & Ziegler show« kan holde en pause og kommer forhåbentlig ikke igen. Nu er det politikernes ideer om fremtidens skole, vi for alvor bør diskutere.

Alle disse tre konstateringer viser et system med sygdomstegn, og Berlingskes Politiko-sektion rejste i går spørgsmålet, om tiden i det hele taget er løbet fra det neutrale embedsmandsværk. Det er på høje tid, at de regeringsbærende partier og gerne hele Folketinget bliver enige om, at vi har brug for en kommission eller et ekspertudvalg med politikere, embedsmænd og presserepræsentanter, der kigger vores demokratiske maskinrum efter i sømmene og kommer med et forslag til at bringe det ajour.

Lovgivningen er blevet langt mere kompliceret, end da det nuværende system blev skabt. Kravet om åbenhed omkring lovgivningsprocessen er blevet langt større. Hele politikudviklingen har forandret sig markant fra eksistensen af store folkelige partiorganisationer, og partier båret af ideologier, til små partiorganisationer og partiledere, som fra valg til valg skal markedsføre sig til magten og midtervælgerne for at vinde indflydelsen på at føre næsten samme politik.

Den neutrale, faglige ministerrådgivning fra embedsværket er helt afgørende for, at vi kan have ordentlig kvalitet, retssikkerhed og kontinuitet i lovgivningsarbejdet. Jeg tror også, det vil være væsentligt for at sikre netop det samt udviklingen af de ret store offentlige arbejdspladser, som ministerierne er, at departementscheferne i ministerierne ikke er politisk udpeget og skifter fra gang til gang med ministerens afgang. Men jeg tror til gengæld, at vi burde sigte efter færre superministre og en ny kategori af statssekretærer, viceministre eller juniorministre, som kan være ministrenes politiske sparringspartnere og politikudviklere.

Ordningen med spindoktorerne bringer ikke politikskabelsen frem i lyset. De er ikke kendte af den store offentlighed og kan ikke stilles til regnskab for deres rådgivning. Statssekretærer, viceministre eller juniorministre kan være en del af den offentlige debat, af debatten i Folketinget og en glimrende plads for politisk talentudvikling.

Dynamikken mellem den faglige, neutrale rådgivning fra embedsværket og den politiske sparring fra en ny kategori af synlige politiske aktører omkring en minister giver de optimale muligheder for lovgivningsarbejdet. Og stop så nu den ændring af offentlighedsloven, som ingen kan se logikken i, og som sender det helt forkerte signal til en befolkning, som med rette forventer, at de magtbærende partier i dette land har åbenhed og moderne forvaltningen på dagsordenen og ikke det modsatte.

I næste uge får den tidligere britiske premierminister en storstilet officiel begravelse. Om hun reddede velfærdssamfundet eller lagde grunden til et nyt klassesamfund, om hun redede britisk industri ved at turde tage et opgør med fagforeningerne eller det modsatte, om hendes økonomiske model – hendes »Thatcherisme« – var den rette kur for Storbritannien eller det modsatte, er der delte meninger om. Men ingen er uenig i, at hun ikke var nogen ordinær politiker. En blanding af markedsøkonomi, privatisering af statslige foretagender, skattesænkninger, individualisme, beundring for iværksættere og skepsis over for EU var brændstoffet for hendes politik.

Da baronesse Thatcher døde forleden, brød en sand krig ud i de britiske medier. Den britiske avis The Telegraph måtte lukke af for alle kommentarmuligheder på historien relateret til Margaret Thatchers død. Kommentarerne blev nemlig i første omgang så brutale, fornærmende og grove, at debatten måtte lukkes ned. Også BBC kom i klemme. Stationen modtog hundredvis af klager over enten for positiv eller for negativ dækning. En sang fra filmen The Wizard of Oz fra 1930 kaldet Ding Dong The Witch is Dead (heksen er død) fik pludselig et nyt liv via en Thatcher-anti-fanklub og blev downloadet mere end 35.000 gange på nettet fra iTunes.

Den sag kom helt op på generaldirektørniveau i BBC, da stationens popkanal risikerer at skulle afspille sangen, fordi den er tæt på at kunne blive ugens topscorer for downloads. BBC endte i et kompromis. Der kan afspilles max. 5 sekunder ud af en kun 51 sekunder lang sang. Som modspil overvejes at bringe en satirisk hyldestsang til Thatcher med titlen I’m in love with Margaret Thatcher.

Thatcher lagde grunden til en total reform af det britiske mediebillede og til Rupert Murdochs medieimperium i Storbritannien. Hun betragtede det statsejede og licensfinansierede BBC som en oppustet, ekstravagant, anti-konservativ organisation og fyrede derfor for første gang en BBC-generaldirektør i 1987. Hun ønskede licensen erstattet af reklamer, men det ønske fik hun trods alt aldrig opfyldt.

Til gengæld banede hun vej for et kæmpe boost for kommercielt TV. Gennem sin støtte til opgøret med de britiske fagforeninger kom hun også til at støtte, at Rupert Murdoch kunne lykkes med et dramatisk, mangeårigt opgør med trykkerne og fagforeningerne på sine aviser, lige som Thatcher skabte grundlaget for, at Murdoch i november 1990, tre uger før Thatcher blev tvunget af sine egne til at gå af, kunne annoncere fusionen mellem BSB/BSkyB og dermed skabelsen af en stærk satellit-TV-konkurrent til BBC.

Holdningen til Thatcher deler det britiske samfund og vil gøre det også til hendes stort anlagte, TV-transmitterede begravelse, men hun har sat sig sine spor – også på medieområdet.